Coronaen er over os.

De unge mennesker sidder hjemme på deres små værelser og knokler så godt, som de nu formår. De er isolerede, fordi de kan få eller viderebringe corona.

At få sygdommen vil være slemt. Men jeg er også begyndt at blive oprigtig bange for de følgevirkninger, de unge mennesker kan pådrage sig i denne tid.

Jeg læser med frygt, opråbene fra børnelæger, tallene fra sundhedsstyrelsen, samt samtalerne med børn og unge via mit job som lærer og sluttelig ser jeg, hvordan mine børn…ja, hvordan skal jeg sige det; mistrives er nok det rette ord, under denne karantæneperiode. I hvert fald en begyndende mistrivsel.

Covid-19 er en grim sygdom, men de unge er stærke fysisk i den henseende, men psykiske lidelser som spiseforstyrrelse, øget forbrug af rusmidler, depression og angst, kan forfølge dem resten af livet.

Unge med diagnoserne angst, ADHD og spiseforstyrrelse og depression er steget fra cirka 10.000 i 2006 til godt 32.000 i 2016 (jeg kender ikke tallet til i dag, men er ret sikker på det stadig er stigende).

Hvad der er årsagen til denne stigning, er meget vanskelig at finde. Jeg synes dog, at det er tankevækkende, at de tre store sociale medier, Facebook, Snapchat og Instagram, netop startede umiddelbar før stigningen af vores børn og unges himmelflugt diagnosemæssigt.

Mangler børnene kammeraternes nærvær, de voksnes nærvær?

Mangler de det rum, hvor de lærer det, vi voksne har taget for givet. Emner som empati, omsorg, dannelse og aflæsning af en anden persons sindstilstand. Der er i hvert fald noget, der går tabt, når kommunikationen foregår gennem en skærm i stedet for samtalen og nærværet ansigt til ansigt, menneske til menneske på godt og ondt. I denne her periode, er det næsten den eneste kontakt, de har.

Mange børn og unge har i dag ikke en hjerteveninde eller rigtig god kammerat. En person, de kunne betro alt til. Derimod kan der klikkes direkte over på en side på internettet, der behager deres sindstilstand. Sider, hvor idealerne ofte er falske og i øvrigt uopnåelige. Der bliver dannet en falsk virkelighed.

Vores børn og unge er blevet fattigere på den konto, der er meget vi voksne mangler at samle op, mangler at lære dem, specielt nu.

Coronaen har været og er hård ved vore smukke unge mennesker, der i forvejen har mange udfordringer og enorme mængder information at forholde sig til.

Vi voksne har et arbejde foran os. Et dejligt arbejde, der kan starte med samtalen og nærværet.