Debat og politik

EP24: Kom til valgdebat i Brande om EU’s indflydelse på erhvervslivet i regionen

Tine Gøtzsche. Foto: PR

Business Region MidtVest, Dansk Industri Midt Vest med flere inviterer til EU valgdebat, hvor fokus er på EU’s indflydelse på erhvervslivet i Midt- og Vestjylland.

Valgdebatten afholdes mandag den 29. april i Remisen Brande og vil blive styret af tidligere TV-vært, journalist og oplægsholder, Tine Gøtzsche.

I panelet er EU-kandidater fra mange af de opstillede partier til EU Parlamentsvalget 2024, og de vil i debatten blive udfordret på, hvad de vil arbejde med, som kan gavne Midt- og Vestjylland, hvis de bliver valgt.

– EU har stor betydning for Midt- og Vestjyllands erhvervsliv og de fælles indsatser, der samler kommunerne i Business Region MidtVest. Der er en række områder, som påvirker erhvervslivet direkte og indirekte i forhold til mulighederne, manøvrerummet og, hvad de reelt pålægges af krav. Arrangementet vil dels give os mulighed for at klæde kandidaterne på med de midt- og vestjyske briller og dels opdyrke en masse gode relationer med henblik på stærke samarbejder i fremtiden, siger Partnerskabschef i Business Region MidtVest, Nicolai Houmark Lauridsen og tilføjer:

– Derfor ser jeg frem til debatten og håber, at så mange som muligt finder det interessant og deltager.

Vigtige temaer til debat

Panelet skal blandt andet debattere international arbejdskraft, den grønne omstilling og fremtidens EU.

Hernings borgmester og formand for Business Region MidtVest, Dorte West, ser frem til at høre de forskellige kandidaters bud på, hvordan man fremover vil præge EU’s indflydelse her i området.

– Vi står overfor et meget spændende og vigtigt EP-valg, og selvom mange af os ikke nødvendigvis mærker indflydelsen fra EU i vores hverdag, så står vi foran nogle afgørende beslutninger i de næste år, som vil blive truffet i EU. Det gælder blandt andet hele den grønne dagsorden og den grønne omstilling til vedvarende energi, som vi jo i den grad bidrager til nu og i fremtiden her i området, fortæller Dorte West.

Til arrangementet vil der inden selve paneldebatten være oplæg omkring fremtidens EU. Der bliver oplæg fra blandt andre Lars Holte, direktør i CDEU, om hvilke bevægelser vi ser i EU netop nu. Et oplæg fra Bo Knudsen, formand for DI Midt Vest med en status på erhvervslivet i Midt- og Vestjylland i dag, og til sidst gives en status på, hvad danskernes generelle holdning er til EU; den præsenteres af Christian Fischer, direktør i Epinion.

Arrangementet er henvendt til politikere, embedsfolk, erhvervsfolk samt EU-interesserede interesseorganisationer i de syv midt- og vestjyske kommuner, som udgør Business Region MidtVest.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig og kan ske via Nemtilmeld på Business Region MidtVests hjemmeside.

EU-kandidaterne i paneldebatten:

  • Christel Schaldemose, Socialdemokratiet
  • Asger Christensen, Venstre
  • Stine Bosse, Moderaterne
  • Kristoffer Storm, Danmarksdemokraterne
  • Niels Flemming Hansen, Konservative
  • Sigrid Friis Frederiksen, Radikale Venstre
  • Villy Søvndal, Socialistisk Folkeparti
  • Henrik Dahl, Liberal Alliance
  • Anders Vistisen, Dansk Folkeparti

Fakta:

EU-valgdebatten finder sted mandag den 29. april 2024 klokken 16 til 19 i Remisen, Remisevej 1 i Brande

Moderator er tidligere TV-vært, journalist og oplægsholder,Tine Gøtzsche

Medarrangører: RAR Vestjylland, Erhvervshus Midtjylland, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, Business Skive, Erhvervsforum Holstebro.

Kommentarer