Debat og politik

Forlad ikke Vestjysk Bank i frustration

Fusionen mellem Vestjysk Bank og Jyske Sparekasse endte som forudsagt af direktør Jan Ulsø Madsen, nemlig med at hovedsædet flyttes fra Lemvig til Herning med de deraf følgende konsekvenser, nemlig at mange arbejdspladser trækkes væk fra Lemvig.

Dette var absolut ikke det, vi i Lemvig havde ønsket, hvilket vi også har givet udtryk gennem underskrifts indsamling, erhvervsledere med artikler i dagbladet samt kommunalbestyrelsens læserbrev.

Når dette er sagt, så er det glædeligt, at Vestjysk bank igen er kommet på fode, og dermed kan konsolidere forretningen igennem ægteskab af lyst og ikke af nød. Banken har lovet adskillige gange, at lokale privatkunder såvel som erhvervslivet ikke vil mærke forskel på bankens lokale engagement.

For at holde Jan Ulsø og ”ny” Vestjysk Bank op på dette udsagn, er det vigtig, at vi også giver dem muligheden herfor. Derfor skal der herfra lyde en stor opfordring til ikke at forlade banken i frustration over fusionsresultatet, men i stedet forblive kunde i banken, så længe banken leverer sunde bankforretninger til kunderne.

Jeg har et håb om, at i takt med alle de spændende energiprojekter, der pågår på land såvel som på vand, at banken her ser muligheder og igen vil specialisere inden for vedvarende energi med specialafdeling i Lemvig, hvor kompetencerne er oplagt placeret. En stærk specialafdeling som kan gro og udfylde hullet efter hovedsædets exit.

Kommentarer