Lettere digital adgang til Gudenåen – nu finder du det hele et sted
Gudenåen får ny hjemmeside, der vil formidle de mange oplevelsesmuligheder på og omkring Gudenåen. Hvad enten du vil vandre, sejle, fiske, cykle eller bare besøge nogle af de mange attraktioner, kan du finde inspiration på oplevgudenaa.dk
Gudenåen er Danmarks længste å og passerer på sin vej fra spæd kilde nordvest for Tørring til Randers Fjord et enestående og varieret landskab. Der er masser af oplevelsesmuligheder, men ingen steder formidles de samlet. Det bliver de nu på hjemmesiden oplevgudenaa.dk.
– Vi er otte kommuner, Naturstyrelsen og tre turismeorganisationer, der nu er gået sammen om at formidle Gudenåens herlighed på én fælles moderne platform. Den nye hjemmeside gør det meget lettere for borgere og turister at finde rundt, og det giver os bedre mulighed for at udstille det store oplevelsespotentiale, Gudenåen rummer, siger Favrskov Kommunes borgmester Lars Storgaard, der er formand for GudenåSamarbejdet.
– Hjemmesiden er tænkt ud fra to spor. Ét, der har fokus på, hvilken aktivitet du er er interesseret i – vandring, sejlads, lystfiskeri osv. – og ét, der har fokus på, hvilket område du er interesseret i – syd, midt eller nord. Vi har nemlig valgt at formidle Gudenåen som tre strækninger eller områder, fordi de kan noget forskelligt, men det kan man læse meget mere om på hjemmesiden, forklarer GudenåSamarbejdets koordinator Gunhild Øeby Nielsen.
Det digitale kort, der indtil nu har boet på adressen oplevgudenaa.dk, findes stadig. Dels er det implementeret i hjemmesiden men kan også findes på adressen kort.oplevgudenaa.dk. Udover kort er der også lidt godt til ørene på hjemmesiden via podcasten ”Åsteder – fortællinger fra Gudenåen”.
Projekt ”Gudenåstien – fra kilde til fjord”
Hjemmesiden er en del af det store Gudenåstiprojekt, som i disse år realiseres med støtte fra Nordea-fonden, A.P. Møller Fonden og projektparterne. Det er planen, at det i løbet af få år skal være muligt at vandre hele vejen fra kilde til fjord. Sti og projekt vil selvsagt også blive formidlet på hjemmesiden.
– Gudenåen byder på en mangfoldighed af naturoplevelser i det fri. Med hjemmesiden bliver det nemmere at blive eller planlægge lige netop den tur, der passer. Det er vi stolte af at støtte, så flere kan få fantastiske oplevelser langs Gudenåen, fra kilde til fjord, ” siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden
Hjemmesiden er til alle, der er interesseret i Gudenåens oplevelser, hvad enten du kommer langvejsfra som turist, eller du bor i nærheden af Gudenåen.
Internationale ambitioner
Hjemmesiden er blevet til i dialog med alle Gudenåens kommuner og destinationsselskaber, der også fremover vil samarbejde om den.
– Når gæsten skal opleve Gudenåen, så skeler de ikke til kommunegrænser eller destinationer. Derfor giver det rigtig god mening, at de kan finde al deres information ét enkelt sted. Det giver den bedste oplevelse for gæsten, og det er i sidste ende det vigtigste, at de kan få alle de fantastiske oplevelser på og omkring Gudenåen serveret på en gang, siger Johan Friis Bergholt, marketingchef, VisitAarhus.
Allerede nu er det planen, at en stor international kampagne, som VisitAarhus igangsatte i foråret 2024, skal lede de potentielle, interesserede gæster ind på den fælles platform oplevgudenaa.dk, hvor de kan se endnu mere om Gudenåen. Kampagnen består blandt andet af en kampagnevideo målrettet det tyske marked, der har kørt hen over foråret med fokus på at skabe international opmærksomhed på Gudenåen.
Kampagnevideoen er produceret og finansieret af VisitDenmark, Destination Kystlandet og VisitAarhus. Kampagnen er koordineret med VisitDenmark.
GudenåSamarbejdet, VisitAarhus, Danmarks Smukkeste og Destination Kystlandet samarbejder om at markedsføre Gudenåen som rejsemål.
Fakta om stiprojektet ”Gudenåstien – fra kilde til fjord”
Hjemmesiden oplevgudenaa.dk er en del af det store stiprojekt ”Gudenåstien – fra kilde til fjord”, der er finansieret af A.P. Møller Fonden, Nordea-fonden, de tre enheder i Naturstyrelsen Trekantsområdet, Søhøjlandet og Kronjylland samt kommunerne Vejle, Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers. Favrskov Kommune er leadpartner på projektet. Projektet er tre-årigt og har et samlet budget på 57 mio. Læs mere om projektet på den nye hjemmeside og på favrskov.dk/gudenaastien.
Fakta om GudenåSamarbejdet
Kommunerne Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers samarbejder om Gudenåens oplevelsespotentiale i GudenåSamarbejdet, der er forankret i et borgmesterforum bestående af de syv kommuners borgmestre. Det har eksisteret siden 2016 og har et årligt budget på 1,15 millioner kroner. GudenåSamarbejdets sekretariat befinder sig, mens det store stiprojekt står på, i Favrskov Kommune.
Kommentarer