Nyt talerør for patienter og pårørende i Region Midtjylland
Otte repræsentanter fra en række bruger- og pårørendeorganisationer skal være med til at sikre, at Region Midtjylland strikker sundhedstilbuddene bedst muligt sammen efter patienternes ønsker.
Region Midtjylland har nedsat et nyt patientinddragelsesudvalg for år 2022-2025. Udvalgets medlemmer skal bl.a. inddrages og høres i forbindelse med større politiske planer.
Udvalgets otte medlemmer er udpeget af bruger- og pårørendeorganisationer, og de er alle dybt engagerede i arbejdet for et mere sammenhængende sundhedsvæsen – enten fordi de selv er patienter eller fordi de har pårørende, som er det.
– Med vores viden og erfaring som patienter og pårørende, skal vi være med til at øge borgernes indflydelse på de politiske beslutninger i Region Midtjylland. Vi skal sikre den bedst mulige sammenhæng mellem hospitalerne, de praktiserende læger og kommunerne, fortæller udvalgsformand Per Jacobsen fra Gigtforeningen.
Foruden inddragelse i større politiske planer deltager udvalgets medlemmer også som bruger- og pårørenderepræsentanter i arbejdsgrupper og paneler vedrørende det sammenhængende sundhedsvæsen, eller hjælper med at udpege relevante repræsentanter.
Vedhæftede billede kan frit bruges i forbindelse med omtale af nyheden. Foto-kreditering: Rune Borre-Jensen
Udvalgets medlemmer
Danske Handicaporganisationer
- Per Jacobsen, Gigtforeningen (Formand)
- Peter Husted, Nyreforeningen
- Annette Roed, Høreforeningen
Danske Patienter
- Jonna Nymann Pedersen, Kræftens Bekæmpelse
- Ralph Jørgensen, Bedre Psykiatri
- Trine Frøstrup, Scleroseforeningen
Ældresagen
- Birgit Jonassen, Ældresagen
Regionsældrerådet
- Carl Aksel Kragh Sørensen, Regionsældrerådet
Kommentarer