Debat og politik

Skal Midtjyllands lufthavn være Danmarks første grønne lufthavn?

Af Dina Myrup Raabjerg, Det Konservative Folkeparti

Folketingskandidat , Vestjyllands Storkreds
Byrådsmedlem, Ikast-Brande Byråd

Der skal politisk opbakning til, hvis Midtjyllands Lufthavn skal blive Danmarks første grønne lufthavn, hvor der flyves på CO2 neutralt brændstof. Den dagsorden fyldte, da Emma Thorup Jacobsen og jeg selv besøgte Frans Bjørn-Thygesen, der er direktør i Midtjyllands Lufthavn i Karup.

Lufthavnen i Midtjylland ejes i fællesskab af regionens kommuner og er vigtig for egnens virksomheder. 90% af passagererne er erhvervskunder eller pendlere, der rejser mellem København og Midtjylland. Og alternativet for de passagerer vil være bil eller tog – og for pendlerne helt at flytte. En tur med bil og tog er for de fleste af lufthavnens brugere på små 4 timer frem og tilbage. Altså 7-8 timers transport.

Midtjyllands Lufthavn har et ønske om at blive test case for CO2 neutrale flyvninger. Lufthavnen er ideel, fordi man kan isolere den grønne flyvning helt, fordi hele lufthavnen kun har én rute, som kan varetages af ét fly. Og muligheden for at blive Danmarks – og måske endda Europas – første grønne lufthavn kan give et spændende brand og understøtte Danmark som en nation, der har førertrøjen på i den grønne omstilling.

Hvis Midtjyllands Lufthavn skal blive en grøn lufthavn, så kræver det, at vi politisk bakker op om det, og at der bliver afsat nogle midler til det. Fx til testfly og til selve test-projektet. Det kunne en mindre CO2 afgift pr. billet på alle flyvninger internt og ind og ud af Danmark fx være med til at finansiere.

Da vi alligevel SKAL den vej – og teste grønne flyvninger af – så peger jeg gerne på Karup som stedet, hvor vi starter ud.

Lufthavnen er en vigtig infrastruktur i vores område. Og hvis vi ovenikøbet kan bruge lufthavnen som testcase i den grønne omstilling – så kan vi bruge lufthavnen både til at komme i mål med den grønne transport og til at løfte selve lufthavnen og vores område.

Kommentarer